Studieplan for seksuel dannelse

I ”Bekendtgørelse af lov om de gymnasiale uddannelser” står følgende:

  • Uddannelsesforløbene og undervisningen skal tilrettelægges, så eleven arbejder med at tilegne sig viden, kundskaber og kompetencer både i det enkelte fag og i flerfaglige forløb.
  • Seksualundervisning skal, hvor det er relevant, indgå som en del af undervisningen. Undervisningen skal tilrettelægges, så eleverne opnår viden om og indsigt i seksualområdet og får mulighed for at reflektere herover.

 

Seksualundervisning på Egedal Gymnasium og HF

Eleverne modtager seksualundervisning i alle to eller tre år uddannelsen varer.

Seksualundervisning indgår som en del af undervisningen i alle fag. Oftest vil fagene placere deres seksualundervisningsforløb op til eller i forlængelse af uge 6, hvor skolens tværfaglige seksualundervisningsforløb er placeret. Seksualundervisning i fagene fremgår af de enkelte fags studieplaner.

 

Tværfaglig seksualundervisning

På Egedal gymnasium og HF har alle elever seksualundervisning i uge 6. hvor der er placeret 5 studietimer i løbet af uge 6.

Mandag starter ugen med fællesoplæg for alle elever. Det skifter fra år til år hvad temaet er, men der vil ofte være fokus på samtykkelovgivningen.

Torsdag har eleverne 2 moduler med seksualundervisning. Alle klasser er fordelt på en række forskellige oplæg, workshops og aktiviteter. Programmet tilpasses år for år, så ingen klasser har samme aktivitet hen over de 2 eller 3 år.

Emnerne kan variere fra år til år, men nogle af de emner, der går igen vil være:

  • Sexologer der taler med eleverne om krop, nydelse, intimitet og parforhold
  • Fagpersoner der holder oplæg om samtykkelov og grænser
  • Oplæg om vold i parforhold/nære relationer
  • Mads og Monopolet med elevernes egne spørgsmål
  • Prævention og seksuelt overførte sygdomme
  • Produktion af kampagnefilm om emner indenfor seksualområdet
  • Kunstværker med fokus på følelser og krop.
  • Workshop om forelskelse og det psykologiske aspekt af vores følelsesliv
  • SSP der fortæller om ungelivet i Egedal kommune.

 

Fredag afsluttes ugen ved at eleverne klassevis laver en plakat hvor refleksioner og viden fra ugen samles. De forskellige klasser har ikke været igennem samme program og der er derfor stor variation i det eleverne har med fra ugen.

Til sidst afholdes den såkaldte ”uge6 bingo”, hvor spørgsmål fra ugen eller generelle spørgsmål, der er relateret til sex og samliv, indgår.