Studieplan for innovativ dannelse
I ”Bekendtgørelse af lov om de gymnasiale uddannelser” og vejledning står følgende:
- 29. Uddannelsesforløbene og undervisningen skal tilrettelægges, så eleven arbejder med at tilegne sig viden, kundskaber og kompetencer både i det enkelte fag og i flerfaglige forløb.
- Stk. 4. Undervisningen skal indeholde forløb og faglige aktiviteter, hvor der arbejdes målrettet med at udvikle elevernes evne til at arbejde kreativt og innovativt i fagene. Det skal udvikle elevernes evne til at forholde sig til og finde løsninger på faglige problemstillinger, de ikke har mødt før. Evnen til at være problemløsende skal prioriteres i både fag og faglige samspil, hvor eleverne reflekteret og analyserende skal anvende faglig viden og faglige metoder til at undersøge og løse konkrete problemer.
Flerfaglig undervisning og innovation på Egedal Gymnasium og Hf
Eleverne arbejder flerfagligt med ét flerfagligt projekt og den større skriftlige opgave på hver årgang. For hver studieretning sikres det, at eleverne møder flerfagligt samarbejde på tværs af de tre fakulteter.
For at sikre progressionen i det flerfaglige arbejde, er der udarbejdet en progressionsplan, som sikrer, at der i hvert projekt arbejdes med delmål. I 1.g fokuseres på metode, mens der i 2.g introduceres til videnskabsteori. I 3.g trænes evnen til at foretage selvstændige valg frem mod studieretningsprojektet. Progressionsplanen tager desuden højde for krav om flerfagligt arbejde i matematik og studieretningsfag, ligesom studieretningsprojektet i 2.g afvikles i studieretningsfagene i alle klasser.
Eksempel
For studieretningen i biologi og kemi ser det ud som følger:
1.g
FF1: samfundsfag og idræt – optakt til uge 6
FF2: DHO
FF3: Matematik og kemi
FF4: SRO i studieretningsfagene
FF5: Innovation (bæredygtighed eller sprog)
FF6: Biologi, dansk og historie
Som supplement til praksisnær, problemorienteret undervisning i fagene arbejder alle elever med et innovationsforløb i 2.g, hvor der arbejdes kreativt med ideudvikling og produkt og med formidling til en anden målgruppe for øje. Forløbet kan enten være en bæredygtighedsfestival eller en sprogfestival, som skolen skifter mellem hvert år.
Sprogfestivalen
Sprogfestivalen afvikles i elevernes andet fremmedsprog (spansk, tysk og fransk), hvor eleverne beskæftiger sig med motivationskrisen i sprogfagene. Eleverne skal ud fra en teoretisk ramme udvikle og udarbejde motiverende og elevaktiverende aktiviteter for grundskole-elever på 5.-7. klassen. Øvelserne kan f.eks. have fokus på sproglige kompetencer, såsom ordforråd og grammatik, eller kulturkendskab, såsom populærkulturelle, historiske og samfundsmæssige forhold i andre lande. Didaktisk kan øvelserne indeholde gentagelse, konkurrence og bevægelse som didaktisk element. Der afholdes en sprogfestival på skolen, som får besøg af grundskole-elever fra kommunen, som afprøver øvelserne på en fiktiv jordomrejse, hvor de skal besøge flest mulige lande og sprogposter. Efterfølgende vurderer deres løsningsforslag i et skriftligt produkt, der kombinerer teori, praksis og efterrefleksion. Forløbet har til hensigt at træne eleverne i innovative kompetencer og ruste eleverne til at kunne skrive innovativ SRP i 3.g.
Bæredygtighedsfestival
Her planlægger og afvikler 2g elever innovative bæredygtige indsatser i de naturvidenskabelige fag. Fokus er på hvordan naturvidenskab formidles på en hensigtsmæssig måde til den pågældende målgruppe (5, 6 og 7- klasses elever) Forløbet er en del af et FF-forløb, som også indgår som en del af studieplanen for elevernes innovative kompetencer.