Elitesport og EG

af Bo Overgaard bo@egedal-gym.dk

På EG gør vi en særlig indsats for de elever, som dyrker elitesport på højt plan. Målet med indsatsen er, at disse elever vil være i stand til at kombinere elitesport med en stx- eller hf-eksamen med et godt resultat; det gælder både uddannelsesmæssigt og sportsligt! Helt konkret tilbyder vi flg. muligheder for at kombinere elitesport med en stx-/ hf-eksamen på EG:

4-årig individuel Team Danmark-ordning
Mulighed for supplerende undervisning for Team Danmark-godkendte elever
Evt. flytning af eksaminer ved internationale konkurrencer for Team Danmark-godkendte elever
Fleksibilitet omkring undervisning i konkurrenceperioder
Kompetent og individuelt tilrettelagt studievejledning, der vil hjælpe med at få elitesportslivet og skolelivet til at gå godt i spænd

I sammenhæng med EGs skoleprofil vil der blive stillet rimelige krav til vores elitesportselever for at sikre et fornuftigt uddannelsesforløb. I forlængelse heraf vil skolen naturligvis også være lyttende elitesportselevernes behov for fleksibilitet i de hårde trænings- og konkurrenceperioder. Omdrejningspunktet for at skabe og sikre sammenhængen for eleverne er EGs særlige Team Danmark-vejleder, Gitte Hansen, som både har indgående kendskab til eliteidrættens særlige vilkår og kravene for at gennemføre en stx-/ hf-eksamen.

Set i lyset af at EG traditionelt set også tiltrækker elever fra nabokommunerne til Egedal, kan skolens eliteidrætselever komme fra mange forskellige idrætsgrene. Historisk set har vi på EG haft flest elitesvømmere på skolen, men derudover har vi erfaringer med fodbold-, håndbold-, ishockeyspillere, taekwondokæmpere m.fl. I forlængelse heraf er EG stolte af, at samtlige elitesportsudøvere på EG har gennemført deres stx- eller hf-eksamen!

Webdesign af Presentia