Sitemap
Lectio 
Solar
VejretKontakt
| Egedal Gymnasium & HF Gymnasievej 1 3660 Stenløse |
|
| Tlf: | 4718 3300 |
| Fax: | 4710 7041 |
E-mail: |
Post@egedalgym.dk |
| EAN-nr: CVR-nr: |
5798 000 558 229 29 55 40 21 |
Kære studenter og hf-ere. Hjertelig tillykke på denne store dag og denne lykkelige milepæl i jeres historie. Men også i jeres forældres historie – og vores for den sags skyld. I er nu kommet helt igennem eksamen. Spændingen og angstens sved er vasket væk. Mareridtene om formler, gloser og ismer er fordampet, og I sidder her, nystrøgede og pyntede, som den rene kollektive uskyldighed. Klar til at blive skudt ud i virkelighedens barske landskab.
Jeg tror jeg taler på manges vegne, når jeg siger, at synet og oplevelsen af jer siddende her er noget af det mest meningsskabende, man kan forestille sig. Som skole vokser man, hver gang et kuld sendes af sted. I er nye skud på stammen eller måske rettere: nye træer, som på et eller andet tidspunkt vokser forbi og snart vil skygge for os. Derfor er det en stærk dag for os, der sender jer af sted ud i samfundet.
Hver generation/årgang har sin udfordring, og I har en helt særlig. I er vokset op i et velfærdssamfund. Et samfund i vækst, med varer på alle hylder og medvind på alle cykelstier. I er født af forældre, for hvem lønudvikling, fri adgang til sundhedsydelser, velfungerende lokale daginstitutioner, folkeskoler osv. har været en selvfølge.
For 10 år siden i år 2000, gik I sådan ca. i 3. Klasse. I er altså vokset op og blevet unge i den periode, som vi allerede nu kalder ”de fede 0’ere”. Det har kastet noget af sig. I har sikkert i perioden fået eget værelse, mobiltelefon, mp3, Iphone, sms’er – masser af sms’ere, fedt stereoanlæg, computer, playstation, fladskærm, SU, skiture, rejser, cykel, kørekort.
I perioden har der i samfundet grundlæggende aldrig været tvivl om vækstspiralen inden for produktion og offentlige ydelser. Væksten har bare været der.
Sådan er det ikke mere. Finanskrisen, begivenhederne i Grækenland og olieudslippet i den mexicanske golf viser, hvor skrøbeligt det globale samfund er. Det hjemlige politiske klima og de konkurrerende spareplaner viser, hvor tæt vi er forbundet med dette globale samfund. Og spare- og fyringsrunderne på regionens hospitaler viser, hvor konkret det anfægter vitale dele af velfærdssamfundet. Det lokale sygehus eller skadestue er ikke en selvfølge længere.
De lande vi for bare ti år siden betragtede som uudviklede, er vi dybt afhængige af. For godt ti år siden modtog Indien U-landshjælp fra os. I dag sidder landet på helt afgørende IT-kompetencer, og når vi fx ringer til en amerikansk bank, kan det sagtens en inder som sidder i Bangalore i Sydindien og tager telefonen og med et engelsk, der er bedre end vores, kyndigt ekspederer os. Flere og flere ressourcestærke mennesker med alvorlige sygdomme fra vores del af verden rejser til indiske hospitaler, der både er bedre og billigere end vores. Vi tigger indiske læger om at komme til Danmark og operere os. Hvem er U-land?
Det samme forhold gælder Kina. Udviklingen her går så stærkt, potentialet er så enormt, og der er næppe et område, hvor vores samfund ikke er forbundet med – og dermed også afhængigt af – Kina.
Så både vores kommunale, regionale eller nationale selvopfattelse anfægtes i disse år. Vores sikre forvisning om at tilhøre det rige nordlige Europa – det Europa, der var andre verdensdele overlegne i viden, vækst og udvikling, det Europa, der endegyldigt havde lagt krise, fattigdom og krig bag sig, det Europa, der i sidste ende – skulle det nu gå galt - var genforsikret i USA, vores rige onkel – vores trygge forvisning om alt dét, eksisterer ikke mere.
Så på en eller anden måde har vores lille lurmærkede og trygt vakuum-indpakkede samfund ramt loftet for uanfægtet vækst og evig ubekymrethed. En ny virkelighed venter…
Hold da op! Det var noget af en rektoral bandbulle. Er det lige i dag, man skal komme op med den slags dystopiske og pessimistiske udredninger? Er det lige i dag, man skal være bekymret?
Næe… Jeg er slet ikke bekymret. Det har jeg 222 gode grunde til ikke at være. Hver eneste af jer er et levende argument for ikke at være bekymret. Det vil jeres forældre være temmelig kritikløst enig med mig i, men jeg vil gerne prøve at forklare det lidt sagligt.
For det første. Uanset om man vil spare eller producere sig ud af krisen, om man er til fair play eller genopretning, så er de fleste forskere og samfundsdebattører enige om, at uddannelse er den mest oplagte måde at øge produktiviteten på. Vi har et højt lønniveau, og derfor skal vi være klogere og mere innovative end vores udenlandske konkurrenter. Analyser peger fx på, at hver gang man kan forøge outputtet fra de videregående uddannelser med 1 procentpoint, så kan man hæve BNP med 1 pct. Det er en god forretning. Vejene ud af krisen er mange, men den helt centrale er simpelthen uddannelse. Og her sidder 222 talentfulde unge, der, selv om nogle slår smutveje - og de fleste lige nu bare tænker på Roskilde Festivalen, for de flestes vedkommende tager en videregående uddannelse. Det kan man kun blive optimist af.
For det andet. Hvad kan I? Kan I noget i forhold til de myreflittige kinesiske studenter? I kan ikke konkurrere med dem i antal, sikkert heller ikke i flid - dér kunne I nu godt lære noget – og måske heller ikke på nogle af de hårde vidensområder. Men I kan konkurrere med dem inden for nogle helt andre nøglekompetencer. Eller mere præcist: I kan noget helt andet end de kan. I har lært at se et fagligt område fra forskellige vinkler. I er på ingen måde mekaniske eller reproducerende i jeres tilgang, men er vant til at arbejde selvstændigt og tage kritisk stilling. I har en mundtlighed, en formulerings og kombinationsevne, der langt overgår andres. I er glade, sociale og engagerede i det I laver. I er eksperter i at arbejde sammen med andre. Og så er I aktive og kreative. I kan stable arrangementer på benene. I kan spille musik, lave teater, I kan indgå i krævende og komplicerede demokratiske øvelser – jeg tænker på vores lokale klimatopmøde – I kan så meget andet, der peger på de tværgående, faglige, personlige og dynamiske kompetencer som I – og kun I! – har i modsætning til langt de fleste af verdens – herunder Kinas – studenter. Det gør jer meget attraktive – for ikke at sige konkurrencedygtige. Det er opmuntrende.
For det tredje. Hvordan vil I bruge disse kompetencer? Har I omtanken, beslutningsevnen og omsorgen over for tilværelsens mange udfordringer?
Se, det er et meget afgørende spørgsmål, der handler om de holdninger, der vil være styrende for jeres handlinger. Om evnen til at være til stede og se værdien i det man har, og til at prioritere det, man gerne vil have mere af. Og om evnen til ikke bare og kun at ville have mere af det hele. Det havde kineseren Lao Tzu fat i for allerede ca. 1600 år siden:
”At overfylde krukken er ikke så godt som at stoppe i tide.
At hvæsse kniven tynd og spids gør den svag.
At fylde hjemmet med guld og jade gør det svært at beskytte.
Stolthed, rigdom, høj placering er ulykker,
der fører andre med sig.
Når du har gjort det der skal gøres
trækker du dig blot tilbage”
Jeg håber og tror, at skolen har været med til at nuancere vækstbegrebet; til at pege på, at vækst ikke altid behøver at være kvantitativ og ekspansiv. Det handler ikke kun om at fylde mere i krukken. Vækst kan gå på kvalitet og enkelhed. Vækst kan faktisk være mindre af det samme. Vækst kan også bestå i fravalg af unødvendige ting. Vækst behøver ikke nødvendigvis at kunne læses på aktiebørser eller i livsstilsmagasiner. Denne problematik bliver den største udfordring for samfundet og for jer. Men det tror jeg på, at I vil mestre. Jeres omtanke og evne til at omstille og indrette jer, har I vist hver eneste dag her på skolen, hvor I har taget vare på hinanden, samarbejdet og været fælles om både sejre og nederlag. Også det er opmuntrende.
Derfor er jeg slet ikke bekymret. Jeg er optimistisk og ligesom jeres forældre pavestolt af jer.
For knap hundrede år siden skrev Emil Bønnelycke – som er meget ulig vores kinesiske ven fra før - digtet ”Århundredet”. Det er en tidløs tale om ungdom og overmod, en ukritisk og vild lovsang til fremskridt og udvikling. Om århundredet (altså det forrige) skriver han bl.a:
” Jeg elsker dig, du gaadefulde Tid, (..), der er rig på aldrig før anede Omskiftelser, rig på Kaos, på Forvirringens skønhed, Hastighedens pragt. (..) Jeg elsker din tekniske Grænseløshed. Jeg elsker Maskinernes endnu ukortlagte Land, Propellernes Tidsalder, hvor Menneskeheden for første gang i Historien løfter sig fra Jorden, hvem ved, for engang helt at forlade den…erobre en anden Klode…og gøre den til sin…”
Dette drive, disse vilde ambitioner og frygtløse tro på egen formåen er stadig en nødvendighed. Vi skal vokse, og vi skal udvikle os. Vi skal turde. Som samfund og individer. Men vi skal være her alle sammen. Og så længe vi ikke har forladt kloden, må vi altså indrette på dét.
Så jeg håber, at I vil løfte vores samfund. Jeg håber, at I både vil tænke stort og dristigt - og småt og fornuftigt. Mest af alt håber jeg at I vil tage ansvar – at I vil se det store i det små. At I vil satse på indhold frem for form, på kvalitet frem for kvantitet og på passe på jer selv og vores samfund.
Lige nu står den på fest og ballade. Nyd det. I fortjener det. I har gjort det så knaldende godt. I må gerne være lidt selvfede. Læn jer tilbage og sug øjeblikket ind. Det er nu, det hele slutter. Og det er nu, det hele begynder.
Og med disse ord erklærer jeg jer for rette studenter og hfere at være.
Henrik Madsen
Jeg tror jeg taler på manges vegne, når jeg siger, at synet og oplevelsen af jer siddende her er noget af det mest meningsskabende, man kan forestille sig. Som skole vokser man, hver gang et kuld sendes af sted. I er nye skud på stammen eller måske rettere: nye træer, som på et eller andet tidspunkt vokser forbi og snart vil skygge for os. Derfor er det en stærk dag for os, der sender jer af sted ud i samfundet.
Hver generation/årgang har sin udfordring, og I har en helt særlig. I er vokset op i et velfærdssamfund. Et samfund i vækst, med varer på alle hylder og medvind på alle cykelstier. I er født af forældre, for hvem lønudvikling, fri adgang til sundhedsydelser, velfungerende lokale daginstitutioner, folkeskoler osv. har været en selvfølge.
For 10 år siden i år 2000, gik I sådan ca. i 3. Klasse. I er altså vokset op og blevet unge i den periode, som vi allerede nu kalder ”de fede 0’ere”. Det har kastet noget af sig. I har sikkert i perioden fået eget værelse, mobiltelefon, mp3, Iphone, sms’er – masser af sms’ere, fedt stereoanlæg, computer, playstation, fladskærm, SU, skiture, rejser, cykel, kørekort.
I perioden har der i samfundet grundlæggende aldrig været tvivl om vækstspiralen inden for produktion og offentlige ydelser. Væksten har bare været der.
Sådan er det ikke mere. Finanskrisen, begivenhederne i Grækenland og olieudslippet i den mexicanske golf viser, hvor skrøbeligt det globale samfund er. Det hjemlige politiske klima og de konkurrerende spareplaner viser, hvor tæt vi er forbundet med dette globale samfund. Og spare- og fyringsrunderne på regionens hospitaler viser, hvor konkret det anfægter vitale dele af velfærdssamfundet. Det lokale sygehus eller skadestue er ikke en selvfølge længere.
De lande vi for bare ti år siden betragtede som uudviklede, er vi dybt afhængige af. For godt ti år siden modtog Indien U-landshjælp fra os. I dag sidder landet på helt afgørende IT-kompetencer, og når vi fx ringer til en amerikansk bank, kan det sagtens en inder som sidder i Bangalore i Sydindien og tager telefonen og med et engelsk, der er bedre end vores, kyndigt ekspederer os. Flere og flere ressourcestærke mennesker med alvorlige sygdomme fra vores del af verden rejser til indiske hospitaler, der både er bedre og billigere end vores. Vi tigger indiske læger om at komme til Danmark og operere os. Hvem er U-land?
Det samme forhold gælder Kina. Udviklingen her går så stærkt, potentialet er så enormt, og der er næppe et område, hvor vores samfund ikke er forbundet med – og dermed også afhængigt af – Kina.
Så både vores kommunale, regionale eller nationale selvopfattelse anfægtes i disse år. Vores sikre forvisning om at tilhøre det rige nordlige Europa – det Europa, der var andre verdensdele overlegne i viden, vækst og udvikling, det Europa, der endegyldigt havde lagt krise, fattigdom og krig bag sig, det Europa, der i sidste ende – skulle det nu gå galt - var genforsikret i USA, vores rige onkel – vores trygge forvisning om alt dét, eksisterer ikke mere.
Så på en eller anden måde har vores lille lurmærkede og trygt vakuum-indpakkede samfund ramt loftet for uanfægtet vækst og evig ubekymrethed. En ny virkelighed venter…
Hold da op! Det var noget af en rektoral bandbulle. Er det lige i dag, man skal komme op med den slags dystopiske og pessimistiske udredninger? Er det lige i dag, man skal være bekymret?
Næe… Jeg er slet ikke bekymret. Det har jeg 222 gode grunde til ikke at være. Hver eneste af jer er et levende argument for ikke at være bekymret. Det vil jeres forældre være temmelig kritikløst enig med mig i, men jeg vil gerne prøve at forklare det lidt sagligt.
For det første. Uanset om man vil spare eller producere sig ud af krisen, om man er til fair play eller genopretning, så er de fleste forskere og samfundsdebattører enige om, at uddannelse er den mest oplagte måde at øge produktiviteten på. Vi har et højt lønniveau, og derfor skal vi være klogere og mere innovative end vores udenlandske konkurrenter. Analyser peger fx på, at hver gang man kan forøge outputtet fra de videregående uddannelser med 1 procentpoint, så kan man hæve BNP med 1 pct. Det er en god forretning. Vejene ud af krisen er mange, men den helt centrale er simpelthen uddannelse. Og her sidder 222 talentfulde unge, der, selv om nogle slår smutveje - og de fleste lige nu bare tænker på Roskilde Festivalen, for de flestes vedkommende tager en videregående uddannelse. Det kan man kun blive optimist af.
For det andet. Hvad kan I? Kan I noget i forhold til de myreflittige kinesiske studenter? I kan ikke konkurrere med dem i antal, sikkert heller ikke i flid - dér kunne I nu godt lære noget – og måske heller ikke på nogle af de hårde vidensområder. Men I kan konkurrere med dem inden for nogle helt andre nøglekompetencer. Eller mere præcist: I kan noget helt andet end de kan. I har lært at se et fagligt område fra forskellige vinkler. I er på ingen måde mekaniske eller reproducerende i jeres tilgang, men er vant til at arbejde selvstændigt og tage kritisk stilling. I har en mundtlighed, en formulerings og kombinationsevne, der langt overgår andres. I er glade, sociale og engagerede i det I laver. I er eksperter i at arbejde sammen med andre. Og så er I aktive og kreative. I kan stable arrangementer på benene. I kan spille musik, lave teater, I kan indgå i krævende og komplicerede demokratiske øvelser – jeg tænker på vores lokale klimatopmøde – I kan så meget andet, der peger på de tværgående, faglige, personlige og dynamiske kompetencer som I – og kun I! – har i modsætning til langt de fleste af verdens – herunder Kinas – studenter. Det gør jer meget attraktive – for ikke at sige konkurrencedygtige. Det er opmuntrende.
For det tredje. Hvordan vil I bruge disse kompetencer? Har I omtanken, beslutningsevnen og omsorgen over for tilværelsens mange udfordringer?
Se, det er et meget afgørende spørgsmål, der handler om de holdninger, der vil være styrende for jeres handlinger. Om evnen til at være til stede og se værdien i det man har, og til at prioritere det, man gerne vil have mere af. Og om evnen til ikke bare og kun at ville have mere af det hele. Det havde kineseren Lao Tzu fat i for allerede ca. 1600 år siden:
”At overfylde krukken er ikke så godt som at stoppe i tide.
At hvæsse kniven tynd og spids gør den svag.
At fylde hjemmet med guld og jade gør det svært at beskytte.
Stolthed, rigdom, høj placering er ulykker,
der fører andre med sig.
Når du har gjort det der skal gøres
trækker du dig blot tilbage”
Jeg håber og tror, at skolen har været med til at nuancere vækstbegrebet; til at pege på, at vækst ikke altid behøver at være kvantitativ og ekspansiv. Det handler ikke kun om at fylde mere i krukken. Vækst kan gå på kvalitet og enkelhed. Vækst kan faktisk være mindre af det samme. Vækst kan også bestå i fravalg af unødvendige ting. Vækst behøver ikke nødvendigvis at kunne læses på aktiebørser eller i livsstilsmagasiner. Denne problematik bliver den største udfordring for samfundet og for jer. Men det tror jeg på, at I vil mestre. Jeres omtanke og evne til at omstille og indrette jer, har I vist hver eneste dag her på skolen, hvor I har taget vare på hinanden, samarbejdet og været fælles om både sejre og nederlag. Også det er opmuntrende.
Derfor er jeg slet ikke bekymret. Jeg er optimistisk og ligesom jeres forældre pavestolt af jer.
For knap hundrede år siden skrev Emil Bønnelycke – som er meget ulig vores kinesiske ven fra før - digtet ”Århundredet”. Det er en tidløs tale om ungdom og overmod, en ukritisk og vild lovsang til fremskridt og udvikling. Om århundredet (altså det forrige) skriver han bl.a:
” Jeg elsker dig, du gaadefulde Tid, (..), der er rig på aldrig før anede Omskiftelser, rig på Kaos, på Forvirringens skønhed, Hastighedens pragt. (..) Jeg elsker din tekniske Grænseløshed. Jeg elsker Maskinernes endnu ukortlagte Land, Propellernes Tidsalder, hvor Menneskeheden for første gang i Historien løfter sig fra Jorden, hvem ved, for engang helt at forlade den…erobre en anden Klode…og gøre den til sin…”
Dette drive, disse vilde ambitioner og frygtløse tro på egen formåen er stadig en nødvendighed. Vi skal vokse, og vi skal udvikle os. Vi skal turde. Som samfund og individer. Men vi skal være her alle sammen. Og så længe vi ikke har forladt kloden, må vi altså indrette på dét.
Så jeg håber, at I vil løfte vores samfund. Jeg håber, at I både vil tænke stort og dristigt - og småt og fornuftigt. Mest af alt håber jeg at I vil tage ansvar – at I vil se det store i det små. At I vil satse på indhold frem for form, på kvalitet frem for kvantitet og på passe på jer selv og vores samfund.
Lige nu står den på fest og ballade. Nyd det. I fortjener det. I har gjort det så knaldende godt. I må gerne være lidt selvfede. Læn jer tilbage og sug øjeblikket ind. Det er nu, det hele slutter. Og det er nu, det hele begynder.
Og med disse ord erklærer jeg jer for rette studenter og hfere at være.
Henrik Madsen
Webdesign af Presentia