London London

LONDON LONDON
af Laura Ballegaard Westphalen 2m

Et virvar af mennesker med forskellige mål, biler med forskellig retning, lysende reklamer på hver af de tårnende, næsten skræmmende højhuse. Et kaos af indtryk skærer i øjnene, det er det pulserende storbyliv i Londons evindelige gader og stræder. Bilos, duften af de små kinesiske restauranter på næsten hvert et gadehjørne, kandiserede mandler i en kæmpegryde, der får hjertet til at begære bare én på tungen, røgelse i det indiske kvarter, sved fra en stor mand, der har mast sig ind ved siden af mig foran lysreguleringen. En ung mand med en megafon står og råber sit politiske budskab ud til højre og venstre foran metroen, hvor der hvert minut kommer en ny strøm, en ny bølge af mennesker op fra undergrunden. Horn der bliver trykket i bund, hvinende bremser, løbende fodtrin af børn, der har svært ved at følge med moderen. Genkendelsesråb fra gamle venner der tværs gennem mængden har fået et glimt af hinanden, brud af samtaler, der straks bliver erstattede af nye brud.

Piften efter piger, bassen fra musikken i biler med åbne vinduer og pumpede drenge, der bliver nødt til at holde armen støttende, halvvejs ude af vinduet under den tyngende vægt af muskler. Nogle gange bliver jeg så fanget af alt dette, essensen af London, at jeg bliver bragt med strømmen, ridende på en bølge af noget helt fantastisk, euforiserende. Det er som at være en del af en større helhed, uden at nogen behøver at tage specielt notits af dig. En frihed til at kunne skille dig ud fra mængden, uden at folk vil rynke på næsen. Der er så mange typer her, så mange genrer, faktisk fødes en ny hver dag. Og før du ved af det, står du med 3 aviser i hånden, uden at vide hvor de kom fra.
















Tværs over gaden står en bunke turister og får taget billeder med fire punkere. En med hanekammen farvet neongrøn, piercinger overalt, plateausko, slidte cowboybukser med lapper, der ikke er syet på, men sat på med sikkerhedsnåle, læderjakker, nitter, ringe, tatoveringer-og de andre ligner ham til forveksling, de har bare andre farver i hanekammen, nogle har flere. Det er som at se en påfugleparade, og dog er det kun turisterne, der drejer hovederne af led og sluger disse indtryk råt. Byens beboere fortsætter uberørt.

Det er en sansernes legeplads, farvelagt med palettens tusinder af nuancer af Vincent van Gogh. Pludselig forstyrret i mit kaos af sanseindtryk går en mulatmand eller -dreng nok nærmere, op på siden af mig. ”Hey, yo”-allerede der har hans attitude røbet ham, han er en ægte Londoner. Og allerede der har jeg, som den ægte europæiske turist jeg nu engang er, flyttet tasken over på den modsatte side af ham. ”Normally I'm not that comfort about women, but I saw you when you went off the train… and You're…”, i al min forvirring, plantet af min mistænksomhed, kommer det helt bag på mig, at han er så ligetil. Det er ikke et trick. Et smil, nærmest udfordrende, som om han forventer, jeg skal sige noget. ”And?” blev det til. Jeg kan ligesom ikke rigtigt finde på andet at sige, både smigret, overrasket og forvirret på én gang. Han fortsætter… mere husker jeg ikke, så optaget var jeg af at lytte og være fascineret af denne åbenhed. At være så ligetil, tænker jeg og respekterer ham. Jeg husker kun, at han til sidst går. Min attitude måtte have røbet mig, som noget eller nogen jeg egentlig ikke havde ønsket at være.

En mand træder ind i metroen, hvor vi igen til en forveksling sidder, han har en guitar med i armene. Uden at spørge nogen om lov eller kigge rundt, går han i gang med at spille og synge. Togets passagerer er splittede, ¾ af dem sidder og fnyser irriterede over at blive afbrudt i deres gøren. Den sidste ¼, som er os turister, sidder med lysende øjne og klapper i vores små fede hænder, lykkelige over endelig at opleve nogle af de gademusikanter, London er så berømt og berygtet for. Åh, hvor er det dog tydeligt, at vi er turister. Jeg kigger ud af vinduet, manden med guitaren er stået af. Min mp3-afspiller har erstattet ham med ”Michael Jackson-Black and White”. Jeg sidder bare og kigger, sluger indtrykkene.

Pludselig bliver jeg overvældet af en helt speciel følelse, det kilder i maven, nej, suger nærmere. Med ét overvældes jeg af en ubeskrivelig lykkefølelse. Det er som om solen falder lige på os, den trænger ind i os, og lader strålerne skinne fra vores øjne, gennem vores latter, vores kærtegn, vores smil, for et øjeblik er vi børn af solen. Jeg tror, det kaldes en ”jeg-lever-følelse”. Ét kig rundt og jeg er sikker på, jeg ikke er den eneste, der føler sådan. Vi har en hel uge sammen, hvor det eneste mål er at opleve-leve og opleve. Kan man ønske sig mere?


ORKANENS ØJE
af Jacob Grandt 2m

Det er onsdag i England. Vi befinder os i London. Klokken har lige rundet 11.30 og det ses tydeligt på den ellers enorme station, at folk har mødt på arbejde. Vi befinder os på Canary Wharf, stationen der tilhører Londons næststørste business-kvarter efter City of London. I selve undergrunden er de rulletrapper og billetluger, hvor travle folk i jakkesæt normalt indløser nye billetter så de igen har mulighed for at pendle rundt mellem stationerne i London, meget finere end hvad jeg hidtil har set. Designet er stilfuldt hele vejen igennem, og så snart du stiger ud af metroen, er du ikke i tvivl om, at du befinder dig i Londons handelscentrum, Docklands.

Så  snart man kommer op fra den stilfulde undergrund bliver man straks mødt af en kvadratisk plads, hvor de eneste folk der bevæger sig rundt på pladsen, er iført jakkesæt. Modsat resten af London er her stille. Her er så stille og så lugter her ikke af bilos. Lukker man øjnene et øjeblik og lader sig falde hen, bliver man hurtigt i tvivl om, om man har bevæget sig væk fra London. Lyden fra et lille vandløb i baggrunden sender tankerne til syden, og idet solen bryder frem mellem de tunge grå skyer, føler man virkelig en ro og balance i sindet.

Omkring den flotte kvadratiske plads, belagt med flotte lyse fliser, er Londons tre største bygninger. One Canada Square, HSBC Tower og Citygroup Center. Alle tre bygninger der følger hinandens stil. Stål- looket går igen fra undergrundsstationen og glasfacaderne på alle bygningerne, samt højden på disse huse der er mellem 200 og 235 meter høje, symboliserer pengeoverskud og magt, selv i en finanskrise. Hvis man får løsrevet sig og kigger ned igen, får man en marmorbygning at se. De lyse fliser fra pladsen løber over til denne bygning og falder nærmest i et med det smukke marmor, som bygningen er lavet af. Rundt om denne fantastiske marmorkonstruktion løber et digitalt skilt, hvorpå de hårdtarbejdende forretningsfolk løbende kan se aktiekurserne. Displayet er primært præget af minusser og pile der peger nedad.

Men på trods af, at skræntens hældning er nedad, er der anlæg til stigninger. Displayet viser nemlig også positive tal efterfulgt af en pil der peger opad, som lys i mørket.

Solen bryder frem igen, klokken har rundet 12.00. Jeg lukker øjnene endnu engang og hører et lille vandløb risle, som er jeg nær en å. Det er jeg ikke, men tværtimod inde mellem høje magtfulde bygninger, der skraber højt op mod himlen, klar til at række ud efter stjernerne.

I centrum af disse utrolige bygninger ligger en park, en direkte kontrast til det benhårde arbejde der bliver udført bag de smukke facader. I parken er en lille snoet sti med græs til begge sider. Græsset er grønt og friskt. Det er faktisk så smukt, at man bliver i tvivl om det må betrædes. Fra de høje bygninger kommer folk ned på græsset, hvor de kan stå eller sidde og nyde den friske luft. Længere oppe langs stien i parken er et vandløb i japansk design, hvorfra den betagende rislen kommer fra.

Træerne omkring er stadig bare, men kigger man nærmere, ser man små nye blade der spirer frem. Nu er man i sandhed ude af storbyen, der er hverken biler at høre eller biler at se. Her er kun folk der går for at prøve at samle tankerne i stilhed og balance. Her kan man få et pusterum. Alt omkring er velovervejet. Bygningernes stål- og glasfacader, der matcher med undergrunden. Selv de mennesker der går rundt, sender associationer til netop de bygninger, de er omgivet af.

Stemningen i parken luner af ro, balance og overskud. Det er som at være midt i orkanens øje. Helt stille. Udenfor øjet er der finanskrise, stress og jag, flere fyringer i vente eller noget helt femte i gære.  

Men herinde kan man slappe af.


The Guns of Brixton
af Nadja Rasmussen

London kan for mange turister virke som ren glitter og glamour, med fantastiske Oxford Street, Piccadilly Circus og alle de andre pæne og populære gader og steder. Men hvis man tager sig tiden og undersøger Londons mindre velbesøgte områder, ser man en helt anden side af London – bag det smukke ydre rummer London nemlig også ghettoer og slum.

Bydelen Brixton er et godt eksempel, der ved en enkelt søgning på Google kan give forestillinger om en helt anden verden, end den man ser i centrums’ luksuriøse forretninger. Wikipedia opsummerer hurtigt hvad der foregår i Brixton og hvad bydelen indeholder, og siden beskriver især den mindre positive side af området: medie-kommentatorer har kaldt den ”the drugs capital of London” og ”the gun capital”, og bydelen rummer en del bander som har været indblandet i adskillige skyderier. Journalisten bag en artikel har endda skrevet, at hvis London havde et Harlem, ville det være Brixton.

Derfor havde fire veninder og jeg, der skulle besøge Brixton, bange anelser inden vi tog af sted. Men vi fik os en overraskelse. Brixton har da også grafittibemalede mure og lurvede gyder, men hvor har man ikke det? Derfor var ikke så slemt som vi havde forestillet os. 

Vi ankommer med under-grunden og stationen ligner enhver anden, selvom ingen af dem er specielt pæne. Men da vi når fra perronen op på gaden, bliver vi mødt med en utrolig kraftig lugt af fisk, og vi finder hurtigt ud af hvorfor. Lige ved siden af stationen ligger Brixtons marked på Electric Avenue, hvor der blandt andet bliver solgt fisk – i massevis! Det andet der fanger vores opmærksomhed er en bod fyldt med make-up, neglelak og parfume til ingen penge, og vi styrter derfor straks derhen. Men da en meget mistænksom mand i en stor, mørk frakke spørger sælgeren hvad en pink neglelak koster, trækker vi automatisk vores tasker til os, da det er tydeligt at det ikke var neglelakken han er ude efter – desuden er pink ikke ligefrem hans farve. Men da vi går videre ned af det farvefyldte marked, bliver episoden er hurtigt glemt; på vores højre side råber en mand: ”CHICKEN, CHICKEN!” og peger hen på en snor der hænger ned fra loftet fyldt med livløse, nøgne kyllinger.

Omkring de stakkels kyllinger i slagteriet er der kød alle vegne, og butikken virker næsten helt lyserød. Lugten af kød der strømmer mod os og synet af de døde dyr hængende ned fra loftet og liggende på mindre hygiejniske borde, er ikke specielt tiltalende. Vi træder alle et skridt tilbage, for den desperate sælger vil tydeligvis gerne hive os med ind i butikken, hvilket ikke ligefrem er vores intention. Videre på markedet møder vores blikke boder med tøj og tørklæder, dagligvare-butikker, grønthandlere og andet der tydeliggør, at det er et marked vi er på. Men det er bestemt også et mindre og mere primitivt marked, end hvad vi er vant til. En af de ting der overrasker os mest, er de mange butikker med parykker, ekstensions og hårprodukter, da vi ikke har set noget lignende før. Og når man tænker på markedets størrelse, er det vildt hvor mange butikker der er af den slags, for det er præcis de samme varer der er i hver enkelt butik.

På markedet virker det som om at alle kender alle, og det er tydeligt, at sælgerne godt kan se på os, at vi er turister. Om de har hørt os tale eller bare er gode til at læse folk, er svært at sige. Markedet lakker mod enden og vi fortsætter derfor ud mod hovedvejen, der er en stor kontrast til det en smule snavsede marked; den byder på Marks and Spencer, Boots, Kentucky Fried Chichen, Top Shop og andre butikker og spisesteder, som man også finder I det centrale London. Dog hører vi sirener fra politibiler og ambulancer op til flere gange i løbet af vores besøg i Brixton, hvilket automatisk får tankerne i gang om de mange bander. En anden tanke, der rammer os, da vi går i Brixtons gader, er den enorme multi-kulturalisme; over alt kan man se afro-amerikanere, asiater, østeuropæere osv.

Vi vidste godt, at multikulturalismen i London var stor og havde jo selv oplevet den i centrum – men i Brixton er den endnu større og næsten alle har en anden etnisk baggrund, hvilket gjorde vores kilder om den udbredte multikulturalisme troværdige.

Efter en tur rundt i hovedgadens butikker og en frokost på Kentucky Fried Chicken er vi klar til at tage hjem, og vi er alle enige om, at Brixton ikke var, hvad vi havde forventet. Måske var vi også paranoide efter at have læst Wikipedias beskrivelse, men stemningen bar ikke præg af, at der i bydelen har været en masse ballade og skyderier. Måske stødte vi på en enkelt lommetyv og en meget desperat og ubehagelig sælger, men vi tog fra Brixton og havde haft en hyggelig formiddag der viste os en anden side af London, som man ikke skulle tro eksisterede.

Men selvfølgelig kan det jo ikke være uden grund, at The Clash sang om ”The Guns of Brixton.”