Parlez-vous francais?

af Jonas Lund, 3c (d. 1/5 2009)

De fleste ville i dag kunne forstå spørgsmålet i overskriften, men sandheden er faktisk, at det franske sprog er på en alvorlig deroute i Danmark. I det almene gymnasium er fransk normalt opbygget sådan, at B-niveau obligatorisk, hvis man har haft det i folkeskolen, men man kan hæve det til fransk på A-niveau enten som valgfag i 3.g eller fra starten af gymnasiet som en del af en sproglig studieretning.

På Egedal Gymnasium i Stenløse har man kunnet læse fagets triste udvikling ud fra tallene: 18 elever – deriblandt undertegnede – har fransk på A-niveau, 12 som en del af deres studieretning, 6 som en opgradering i 3.g – alle 18 går i 3.g og afslutter til sommer. Blandt de nuværende 1.g’ere og 2.g’ere har der derimod ikke været nok elever til at kunne starte studieretningshold med fransk A-niveau, og der bliver sølle 5 A-niveaus-fransktalende elever på Egedal Gymnasium, når rektor til august byder velkommen til skoleåret 2009/2010, fordi de har hævet det fra B-niveau. Man behøver altså ikke at være matematikprofessor for at kunne konstatere, at antallet af elever med fransk A-niveau på Egedal Gymnasium falder.

Det er en ærgerlig udvikling for kærlighedens sprog, som ser ud til at blive udkonkurreret af det popsmarte engelske sprog, så for at gøre opmærksom på det franske sprog i gymnasiet fik de 18 elever med fransk på A-niveau mulighed for at komme på studietur i Paris i marts måned, og det blev en succes. Paris er ikke det samme som de anglofone metropoler New York og London. Paris er smuk og romantisk, og seværdighederne er mange: man kan nyde udsigten fra Eiffeltårnet, man kan mærke det kristne budskab under en gudstjeneste i den enorme Notre-Dame-kirke, eller man kan føle sig lillebitte i danske Johan Otto von Spreckelsens gigantiske Grande Arche – den nye triumfbue. I Paris er man på afstand af globaliseringens stress, og man er sat tilbage i en verden, hvor storslået bygningsarkitektur og smukke, impressionistiske malerier var det ypperligste i kulturens verden. Det er fransk højkultur i sit es, og selv om den har trænge kår i verden, der stræber mod fornyelse og fremtid, så er den i høj grad bevaringsværdig, for stemningen i en by præget af fortidens utrolige bedrifter og særlige kultur er unik.

Men der også plads til andet end blot at gå og føle sig som en sofistikeret, fransk kulturkritiker. I byens natteliv kan man drikke en øl med den glade, franske ungdom. Som kvinde kan man shoppe sko til spotpris, mens drengene kan drømme sødt om selv at køre rundt i en Porsche eller en åben Cabriolet, som tit drøner ned ad Champs-Élysées i skæret af Parisersolen.

Det er altså en skam for alle dem, som ikke lærer Victor Hugo (forfatteren til det franske mesterværk Les Misérables) at kende og i stedet stikker snuden i Shakespeares litteratur, for de går glip af en forunderlig og imponerende verden af fransk sprog og kultur, bedst udtrykt gennem det romantiske Paris.

Man skal derfor ikke lade sig skræmme af den franske grammatik og den franske kultur, men tage det som en udfordring, som en dør til en anden verden, end den vi lever i, hvor det er blevet bestemt, at globaliseringen og fremtiden taler engelsk og befinder sig i dekadente storbyer uden charme. Undertegnede kan i hvert fald kun anbefale andre at skride ind over for kulturensretningen, vælge fransk og få nogle vidunderlige oplevelser med sproget og kulturen.