1a's tur til Assistens Kirkegaard

Assistens Kirkegård: to reportager fra 1a
Redigeret af Tine Busk Bovin tb@egedal.gym

Reportage af Jonas Thomsen
Klokken er 10 om morgenen. Jeg står og nyder en udsøgt kanelsnegl på fortovet, omgivet af en delikat duft fra den italienske bager blandet med Nørrebros bilos. Jeg studerer nøje de beskidte omgivelser, fyldt med grønthandlere, kiosker og diverse spøjse mennesker. Nørrebro ser ud som altid. En overfyldt bus mod Husum Torv drøner fordi, i bussens vinduer sidder folk og kigger med et tomt blik ud over byen. En motorcykel drøner forbi med en voldsom fart, efterfulgt af et skrig, som får mig tilbage til virkeligheden. Jeg kigger mig over højre skulder, og der kommer klassen gående. Jeg bliver mødt af glade ansigter og sammen begiver vi os mod Assistens Kirkegård. 

På vej mod kirkegården kommer et par skumle typer gående, fulgt af to betjente, som diskret holder øje med dem. Ved synet af dette kan man ikke lade være med at skænke det sidste halve års skyderier en tanke. Og jo mere man tænker over det, desto mere skræmmende virker stemningen. Selvom solen skinner og alt virker godt udadtil, er der i virkeligheden ubehageligt stille. 

Det er som at træde helt ind i en anden verden. Pludselig virker Nørrebros barske hverdag så fjern. Solen skinner på de farverige blomster, fuglene pipper og græsset er grønt. Stedet er Assistens Kirkegård, Nørrebros åndehul. Vi sætter os til rette i græsset og vores lærer giver os et par opgaver, vedrørende nogle kendte danske forfattere og filosoffer. (…) Folk smiler og det tegner til en rigtig hyggelig dag med den nye klasse. 

Da vi er færdige med quizzen bliver vi mødt af en gut klædt i cowboytøj. Det viser sig at han er vores guide for dagen. Vi begiver os videre ind i det lokale paradis. 1.a følger i en gåseagtig gang efter vores guide og stopper ved et af de første gravsteder.

Guiden venter på bagtroppen og begynder derefter at fortælle lidt om selve kirkegården. Ordet ”assistens” kommer af latin og betyder assisterende. (…) Vores guide afslutter en del sætninger med ”og med dette skynder vi os videre”. 

Vi kommer til den danske forfatter Dan Turells gravsted. På hans grav ligger et par blyanter, en blomst og et par forskellige andre mærkværdige ting. Guiden fortæller om Dan Turell som jo nok ikke levede det sunde liv, som vi gør, eller i hvert fald prøver på den dag i dag med 600 gram frugt og grønt om dagen, med yoga og kaloriekure og hvad der nu ellers hører til. Han røg i stedet 60 smøger om dagen og drak som nogle af dem på Blågårds Plads lidt længere nede i af vejen. Guiden fortæller blandt andet også, at man på hans gravsted tit finder underlige ting, som folk har lagt der. Der er ofte blevet fundet stoffer, whisky osv. 

Efter dette spankulerer vi videre til et gravsted som ligger i udkanten af kirkegården. Vores guide fortæller af det er en tidligere rig bager som ligger begravet her, da han bliver afbrudt af en noget larm fra gaden efterfulgt af en ambulance med udrykning, og pludselig går det op for en, hvor tæt dette lille fristed faktisk er på Nørrebros gader. En løber kommer løbende forbi uden så meget som at skænke ambulancen et blik. Det er underligt at tænke på, at for kun et år siden var der brosten i luften og bål lige på den anden side af den lidt mere end halvanden meter høje gule mur,
som omringer kirkegården. 

Vores rundtur er ved at være slut og vi kommer tilbage til det punkt, hvor vi startede. Folk diskuterer, hvor turen skal fortsætte til. Skal det være Kongens Have eller Strøget? Da folk ikke kan blive enige, deler vi os op i lidt mindre grupper og drager igen ud i virkelighedens gader på det graffitibelagte Nørrebro. Og med dette sagt,  ”Så skynder vi os videre”.   


Reportage af Simon Plambæk
Vi stiger ud af toget på Nørreport, København er allerede levende og vrimler med liv. Vores lokalkendte lærer Ane Sofie guider os erfarent forbi en bager, hvor dagens første positive oplevelse finder sted. Med en tørkage i hånden er jeg nu klar til at høre om døde mennesker.

Selvom vi befinder os på en kirkegård, er stemningen helt upåvirket, klassen snik-snakker hurtigt og nyder det gode vejr. Men Ane Sofie lader intet være op til tilfældighederne, hun har selvfølgelig forventet denne pause og er klar med en quiz om nogle af de forfattere, vi skal høre om i dag. Den individuelle quiz bliver hurtigt gjort kollektiv, og vi hygger os med at finde ud af, hvilken forfatter det dog var, der troede han kunne flyve?

Efter quizzen møder vi vores guide, Christoffer, en stor mand, med lige så store talegaver. Han forstår at sætte tempo på sine fortællinger. Vi bliver hurtigt og uden tøven guidet hen til den første grav. Overraskende nok vælger Christoffer først at fortælle om den store hængebøg, som med sin mange blade virker så tung, at grenene bliver trukket nedad, så ligner det at træet er trist, og når det så regner, græder træet.  Efter denne hurtige botaniske vinkel på den overraskende muntre kirkegård, bliver vi med Christoffers mantra, ” Vi skynder os videre”, gelejdet videre til et nyt gravsted.

Kirkegården synes på ingen måde uhyggelig eller trist; der er blomster og eksotiske træer overalt. Christoffer forklarer, at man i gamle dage gerne så, at kirkegården lignede det paradis, som man nu skulle til. Kirkegården er også flittigt besøgt af motionister, som flere gange med pusten og stønnen gør, at Christoffer må gøre ophold i sin tale. På de rigere gravstene ser man en sommerfugl. Sommerfuglens liv bestod ligesom menneskers liv af tre faser; larve (levende på jorden), pubbe (død og i kiste) og sommerfugl (den frigjorte sjæl i himlen), men knap når vi at fundere over dette syn på menneskets tilværelse, før vi atter må ”skynde os videre”.

Det er åbenlyst, at Christoffer kender sin historie godt. Mens vi går, fortæller han små han små historier om de enkelte kendte, ekstra info om, hvorfor brandmesteren var så rig, og hvorfor han også var bygmester. Om hvordan H.C. Andersen var bange for alt, og om den stakkels rige enke, der blev levende begravet. Han fortæller også om, hvordan den flaske whisky, som har stået på Dan Turélls grav, langsomt er blevet tømt uden at proppen er blevet taget af, og forklarer, hvorfor H.C. Andersen lå begravet med to andre personer. Christoffer synes ikke at have nogen grænser, men der bliver ikke sagt et ord, da vi passerer den ellers så kendte reggaestjerne Natasjas grav. Der kommer han til kort – og vi ”skynder os videre”.

Vi har nu vandret rundt på Assistens Kirkegård i 1½ time, og vi begiver os tilbage mod hovedbygningen, for som Christoffer så opmuntrende har sagt ”Vi skal lige se H.C Andersens originale grav”. Der står den så, fuldstændig magen til den vi har set ude på pladsen, bare lidt ældre, og med en kæmpe revne i midten. Christoffer siger, at en gartner er kommet til at vælte den under sit arbejde. Hvordan man så kommer til at vælte en to meter høj massiv gravsten, er noget der må overlades til fantasien.

Turen er slut, og vi siger farvel til Christoffer. Ikke blot er jeg nu en oplevelse rigere. Jeg vil i fremtiden også komme forbi med venner og bekendte i tilfælde af et lige så godt vejr, for kirkegårdens natur og omgivelser er grund nok i sig selv til at kigge forbi.