1p's tur til Amsterdam

- fire rejsehistorier fra 1p, red. af Tine Busk Bovin tb@egedal-gym.dk

Kasper Tinghus Jørgensen 1.p

Da vi ankom til Amsterdam var det for mit vedkommende den første gang i byen, og ikke mindst i landet. Vi ankom om formiddagen, efter en længere bustur fra Stenløse, som testede lærerens humør og ikke mindst deres tålmodighed. Da vi endelig var fremme ved vores discounthotel, Hans Brinker, satte vi bagagen fra os, og så var vi klar til at udforske vores nye by for de næste fire dage.

Hotellet ligger på Kerkstraat en lille mørk gade, hvor solen en sjælden gang kigger forbi over de store mørke huse langs vejen, som er belagt med små brosten, der går igen i hele Amsterdam. Trods det kolde førstegangsindtryk virker den lille gade meget indbydende. Her ligger alt fra tattooshops til coffe shops og små værtshuse.

Vores rute igennem Amsterdam begynder på en gade med mange små butikker langs vejen. Sporvognene prøver at arbejde sig op ad byens små veje, hvor de skal undgå cykler i tusindvis og forvirrede turister, der har travlt med at fange byen med digitalkameraet. Vi mærker hurtigt, hvordan de trafikale forhold fungerer: cykler har førsteret; så må alt andet komme bagefter.



















Efter at have gået i et stykke tid, kommer vi op til en gammel bro. Den fører os over en af de smukke kanaler, der borer sig gennem byen, og vi mærker straks, hvorfor hollænderne er så stolte af deres by. Store, flotte træer langs kanalen, mens solens stråler spejler sig i vandet med al sin kraft. Så vi glemmer helt, at vi er i en storby. I stedet har vi følelsen af, at vi står midt i et af Rembrandts mange malerier.

Men vores tur slutter ikke her, vi skal videre ind i den gamle by med dens høje smalle huse, som kigger ned på os og følger hvert et skridt, vi tager i deres dominerende skygger.

Vi kommer frem til endnu en bro, og igen mødes himmel og vand i et nyt maleri. På broen står der et kæmpe kastanjetræ, som vi søger ind under. Vi holder en pause, så der kan komme samling på gruppen. Vi kan se, hvordan cyklerne suser igennem stræderne, og ind i folkevrimlen, imens bilerne dytter højlydt af dem. Overfor er der en lang gade, fyldt med små boder, der sælger alt i planteløg; især tulipanløg er i høj kurs her.

Efter at have fået samling på tropperne, må vi videre, trods visse protester. Denne gang går vi langs den store kanal med solen i ansigtet. Efter at have gået i et stykke tid langs vandet, kommer vi op på en stor hvid bro med marmor og store gamle lamper med guldbelagte kongekroner på. Under broen glider en af byens bredeste floder, hvor der ligger mange smukke skibe til kaj langs bredden. I baggrunden kan vi se en stor kirke, der overskygger de gamle huse med sine fjerne spir.
Vi gå ned til en stor plads hvor gamle, betydningsfulde huse tårner op over os. Der er en statue, som skuer ud over pladsen, ja nærmest holder øje med kirken og slottet, mens nogle majestætiske stenløver holder øje med alt i jordhøjde. Man kan tydeligt mærke, hvor gammel og stolt denne by er fra denne plads.

Vi iagttager en masse gøglere, der er klædt ud som Batman, gamle guder, ja, selv Darth Vader er kigget forbi. Den mest spændende er en mand, der er pakket ind i en spændetrøje og jernkæder, som med sin smarte humor og sit dårlige engelsk, underholder sit publikum, idet han prøver at komme fri af kædernes greb. Vi har politiet til hest, der holder øje med løjerne. Faktisk føles det som at være tilbage i gamle dage med kongens mænd, der holder øje med sigøjnerne, der må underholde folk for føden, mens kongen selv sidder oppe på sit slot i baggrunden og kigger ud igennem sine mægtige vinduer...

Endnu engang må vi vente på vores gruppe, der som et ihærdigt Tour de France prøver at indhente udbrydergruppen.

Efter vores pit stop på den overdådige plads, går turen videre tilbage til de små mørke gader, forbi butikkerne, de små coffe shops, og souvenirbutikker, som har alt i orange, eller vådt og tørt med hashsmag. Vi går ned ad en lille kold sidegade, hvor solen næsten ikke kommer ned, og hvor vejen er så skæv, at det næsten er umuligt at gå lige. Vi kommer ud til en større, men ikke nær så pæn gade. Nu er de pæne Hugo Boss forretninger og smarte tøjbutikker skiftet ud med levende varer bag ruderne.

De ellers så hyggelige fortovscafeer, er forvandlet til ”XXX live”, ”sexshops” og ”thai massage”. Og vi er bare gået rundt om hjørnet ned ad en sidegade. Heldigvis er mange af stederne lukket på nuværende tidspunkt. Det minder mig mest om en spøgelsesby fra en gammel westernfilm. Forestillingerne om at der skal være liv i gaderne her om aften, ligger meget fjernt. Vi forlader hurtigt den døde gade, og kommer frem til Oude kerk, hvor den første gruppe skal fremlægge, inden vi skal videre på vores tur.

Der er stadig mange små spændende gader at se endnu.



Af Ditte Theisen, 1.p

Der findes et fantastisk lille og roligt sted, midt i Amsterdams travle og larmende hverdag. Stedet hedder Spui og er en plads, bag en masse høje bygninger, der ligger tæt op af et langt strøg fyldt med købelystne mennesker og tilbud fra alverdens sko- og tøjbutikker. Langs den lille plads ligger cafeer i massevis, med stole helt ud til fortovskanten, vendt ud mod den lille statue, der står lige i centrum og indikerer, at ”her er midten”.

På cafeen ved siden af mig sidder folk og læser, drikker kaffe eller ler og nyder det gode vejr. Midt i al idyllen finder mit blik en lille slidt mand, alene med sin bog, og hælder brændevin i sin kaffe. Han gemmer den inde i sin hånd og forsøger ikke at vise, at han er ensom og tydeligvis fattig. Rundt om statuen er der bænke fyldt med mennesker, der sidder og nyder en fridag i det dejlige solskin, f.eks. med kæresten, datteren eller bare sig selv. Det er, som om pladsen er delt op i tre forskellige stemninger.
På cafeerne og rundt om statuen er der en afslappet og hyggelig ustresset ”vi har al tid i verden”-stemning, men på vejen, hvor bilerne hele tiden farer forbi, hersker en meget travl, stresset og ubehagelig stemning, mens der på cykelstien og fortovet er en nærmest munter og venlig stemning. Mange cyklister fløjter, synger eller kører rundt med et smil, der går fra det ene øre til det andet. De nyder det gode vejr og udnytter stemningen på den lille rolige plads.

Mens jeg sidder på cafeen kommer en lille rød lastbil, ikke større end en knallert, kørende ind på pladsen. Manden bag rattet sælger hotdogs og kører rundt forskellige steder med sin fine lille ’’udstillingsvogn’’. Den er pyntet fra tag til bund. På taget hænger alverdens eksotiske plastikfrugter, og på siden står alle priserne med gul skrift på den højrøde lak.

Jeg betaler min cafe latte og kigger en sidste gang ud på pladsen, hvorefter jeg forsvinder i en mosaik af mennesker, sporvogne og larm.


Af Janni Eriksen, 1.p

Aldrig har jeg været i en by i et fremmed land, hvor jeg følte mig mere hjemme og mere fremmed på samme tid. På mange punkter minder Amsterdam om vores hovedstad herhjemme, lige indtil man kradser lidt i overfladen. Så er alt helt anderledes. Krydset for enden af Kerkstraat er et glimrende eksempel. Først kunne dette kryds være et almindeligt lille kryds i København. Hvor man, hvis man drejer den ene vej, hurtigt står på en gade, der minder om Strøget i København, bare gange 10, og hvis man drejer den anden vej, vil man snart være på en lignende gade, her er det bare diskoteker og barer, man møder, i stedet for butikker.

Men så når man tænker over det, er man pludselig virkelig langt fra noget, man kender, bag én ligger en af Amsterdams mange coffee shops hvor man kan gå ind og købe og ryge al den hash, man har lyst og råd til. De her coffee shops ligger overalt i Amsterdams bymidte. Man er aldrig mere end et par minutter væk fra den nærmeste. En af de mærkelige ting ved dem er, at man lige som så mange andre steder ikke må ryge indendørs, dvs. folk må selvfølgelig godt ryge den hash de lige har købt, det er jo derfor man er der, men hvis du som ryger vil ryge dine almindelige cigaretter, så må du gå udenfor.

Noget andet småabsurd ved det hele er, at det ligesom i alle andre EU-lande er ulovligt at sælge hash i Holland, men derfor gøres det stadig overalt: på coffee shops og i almindelige butikker. I Holland er der nemlig den holdning, at så længe salget sker under visse omstændigheder og så åbenlyst som tilfældet er, så sker det ikke på alle hjørner og gyder under snuskede forhold, hvor folk ikke ved, hvad de køber, og hvor salget er styret af bander, som skyder løs på konkurrenten, eller kunder, der skylder penge.

Den form for holdning til loven har den hollandske regering haft før, dengang de gik fra at være et katolsk land til at være protestantisk. Dengang forbød de folk at udøve den katolske tro, men når folk bare gemte det lidt væk, i lukkede private gårde eller på loftet i private hjem, så var det i orden. Så vidste de jo, hvor katolikkerne var, man havde styr på dem, og så gjorde de jo ikke oprør. Et eksempel er Amstelkring-museet, som er et gammelt købmandshus med en såkaldt hemmelig kirke på loftet.



















Hele det ejendommen er siden lavet til museum. Her lugter af gamle møbler og brænderøg. Huset i sig selv er ikke noget særligt, blot et gammelt rigmandshjem, men går man op ad trappen, står man pludselig i et kæmpe rum med stole i rækker hele vejen ned, og et kæmpe alter i den ene ende. Det er en rigtig gammeldags katolsk kirke på loftet i et privat hjem. Rigmanden, der ejede huset, tilbage da kirken var i brug, gik ind i sit hjem ad hoveddøren, mens andre katolikker, som skulle i kirke, brugte bagdøren nede i gyden. Alle vidste, hvad der foregik, men de generede ingen, når bare de gemte deres religiøse aktiviteter lidt af vejen.

Selvom den gamle by måske umiddelbart minder om en almindelig storby er den stadig noget helt unikt. Den er fyldt med sin helt særlige historie rundt om hvert et hjørne. Hollændernes afslappede forhold til hash (og regler generelt) er en oplevelse i sig selv. Man ved aldrig om bilisterne retter sig efter trafikreglerne om vigepligt osv., og man kan være helt sikker på, at cyklisterne, der kører næsten lige så hurtigt, ikke retter sig efter noget.  Det er i hvert fald de færreste cyklister, der kører forsvarligt, og der er mange cyklister i Amsterdam, da de smalle gamle brostensbelagte gader er nemmere at komme rundt på for de tohjulede. Her er det ikke fodgængerne, der har førsteret. Til gengæld er byen nem at finde rundt i for en fodgænger.

Efter fem dage siger jeg farvel til en by, der er svær at beskrive på en måde, der yder den gamle by og dens historie retfærdighed. Den skal opleves, før man helt kan forstå dens mangfoldighed, dens historie, og måden, hvorpå der konstant er liv og forandring i gaderne i Amsterdam.



af Joachim Krogsgaard Andersen, 1.p

Himmelen er blå. Solen står højt og kaster sine varme stråler ned i en af de mange hundrede kanaler, der findes i byen. Et kærestepar sejler i en lille jolle nede på kanalen, og man kan høre vandets sagte rislen, når manden padler med åren. De sejler forbi mange husbåde, hvor glade mennesker ligger og soler sig og ryger cigaretter, og videre ned under en bro. På broen kører cyklister hurtigt forbi, og mange turister fra forskellige nationer går i store grupper rundt og studerer byen med nysgerrige øjne.

Ved siden af kanalen ligger et lille torv. Her sidder mennesker og læser dagens avis og nyder varmen. En gammel kone sidder og strikker et par sokker, idet en mand passerer hende og sparker efter en af de talrige duer, der desperat har haget sig fast på et lidt for stort stykke franskbrød. Manden fortsætter hen ad torvet og drejer ned ad en sidegade forbi et stort hus, i en svagt uhyggelig og gotisk stil. Huset er gammelt, og et spir knejser på toppen.

I nabohuset bliver et vindue åbnet og en strøm af klassisk musik bliver blæst ud ad vinduet. Musikken blander sig med lydene af ringeklokker fra cykler, vandets rislen og en opmuntrende lyd af mennesker, der snakker ivrigt sammen.

Det er et meget fredeligt sted, og selvom man sidder midt i en storby, fornemmer man det ikke.

En stor dør bliver åbnet i et af de omkringliggende lejlighedskomplekser, og fire drenge løber hurtigt ud på torvet. Den ene har en fodbold under armen, og de snakker alle lystigt på deres modersmål. Drengene løber videre over på den eneste græsplet, der er at finde i nærheden, og de giver sig til at spille.

Nede på kanalen sejler en meget stor flok turister forbi. De er på kanalrundfart. En stor flok mennesker bagest på båden har alle deres kamera fremme. De fotograferer på livet løs. Snakken går lystigt, men japanerne bliver næsten overdøvet af turbådens brummende motor.

Solen står lidt lavere på himmelen og folk på husbådene nede i kanalen begynder at trække i t-shirts og toppe. En mand tænder op i grillen nede på båden, og duften af grill breder sig på det lille torv.
Pludselig høres lyden af flasker, der klirrer imod hinanden, og tre unge mænd og en ung kvinde dukker op. Mændene bærer på poser med flasker i, og den ene har sågar allerede lukket en øl op og tager en tår af flasken. En anden har tændt en cigar som han ryger på. De er alle stadset ud;  mændene i pæne skjorter og bukser, og kvinden i en fin bordeaux kjole. Den lille gruppe snakker sammen på engelsk og griner på højlydt. Der er fest på programmet.

Folk rundt omkring på torvet er så småt ved at fordufte. De går ud for at få noget at spise for senere at overlade Amsterdams hyggelige gader til de unge, som snart vil sive ud i gaderne for at slå sig løs.